Tønder Sogn og Kirke


Kristkirkens historie

Kirkebilledet i Tønder var før reformationen et andet, noget mere broget billede, end det vi kender i dag. Foruden kirkerne Sct. Laurentius og Sct. Nicolai (Kristkirkens forgænger), blev det kirkelige billede domineret af Gråbrødreklostret og klosterkirken. Tillige havde byen ét eller to kapeller umiddelbart uden for bygrænsen. Disse kirker kender vi dog meget lidt til på nær én, Sct. Nicolai, som overlevede reformationen. Dens grundlæggelse kan man ud fra forskellige kilder datere til omkring 1350. Nicolaikirken blev nedrevet i 1591 på grund af brøstfældighed, dog blev tårn og vestgavl bevaret, hvortil den nye kirkebygning Kristkirken - blev tilføjet. I 1593 lod sognepræst Andreas Thomæus ophænge en tavle i den nye kirke med en latinsk indskrift, der i oversættelse lyder: »Her, på den tidligere snævre og faldefærdige kirkes plads, begyndte man i Kristi år 1591, dagen før 1. maj, fra grunden at bygge den nye (kirke) op til det gamle tårn, og dels ved gunst og gavmildhed af den ærværdige og berømmelige fyrste, hr. Johan Adolf, ærkebiskop af Bremen, biskop af Lübeck, arving til Norge, hertug af Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken, greve af Oldenborg og Delmenhorst, dels ved denne bys bevillinger og arbejder blev den fuldendt 25. juli 1592 og 4. oktober højtideligt indviet til Kristus vor frelser og til hellig brug«. Hertil er føjet: »I september år 1686 blev tårnets øverste spids ved Guds vredes lyn nedstyrtet i otte alens højde, men ved sammes nåde lykkeligt genrejst den næstfølgende måned«.

Bygningen

Tårnet, kirkens ældste del, er opført omkring 1520. Det er bygget af røde og gule munkesten lagt i bælter og afsluttet af et uforholdsmæssigt højt, spåntækket spir med et særpræget lanterneagtigt parti i øverste halvdel.Trods sin relativt unge alder er Kristkirken et godt eksempel på, at de senmiddelalderlige byggetraditioner levede videre i bedste velgående; den nye stilart - renæssancen - som allerede holdt sit indtog herhjemme omkring reformationen i 1536, gør sig her kun gældende i detaljer. Kirken er opført af store, røde munkesten i krydsskifte, der står blanke udadtil og hvidtede indvendig. Som ved middelalderlige kirker er skibet tredelt med et bredere og højere midterskib, som ved arkadebuer åbner sig ud mod de smallere og lavere sideskibe. Det mod øst tresidede, afsluttede kor har samme bredde og højde som midterskibet. Stræbepiller, det store fællestag og de høje, spidsbuede vinduer er med til at understrege indtrykket af senmiddelalder. I sidste halvdel af 1700-tallet blev der tilføjet vindfang foran sideskibenes døre i nord og syd. De to vindfang i syd er fjernet, det samme er to gravkapeller fra 1624 og 1687 henholdsvis syd og nord for koret. Ved en istandsættelse 1941-1946 opførtes her mod syd et ligkapel, som ikke benyttes mere, og mod nord det nuværende sakristi.

Inventar

Kristkirken er en af de kirker i Danmark, der er rigest på gammelt inventar. Det økonomiske grundlag for dette overdådige udstyr, der overvejende stammer fra slutningen af 1500-tallet til lidt ind i 1700-tallet, er byens korn og studehandel samt kniplingsindustrien. Inventaret fortæller om liv og død, om det patriciske bystyre og dets førende slægter, om danske, tyske og frisiske befolkningsislæt, om skiftende modestrømninger, om flensborgske og tønderske billedskærere og deres tøvende holdning over for nye strømninger.

Altertavlen

Den vældige altertavle er skænket 1695 af amtsskriver Friederich Jürgensen og hustru, formentlig til minde om deres unge, afdøde datter, hvis smukke usignerede portræt ses på tavlen under forældrenes våben. Tavlen er et arbejde i akantusbarok, antagelig fra Peter Petersens snedker- og billedskærerværksted i Tønder. I det store og hele står tavlen med sin oprindelige staffering, og kun få dele er fornyet. Foruden snoede søjler, evangelister og dydsfigurer er der engle og putti overalt. Øverst oppe står den opstandne frelser med sejrsfanen. I storfeltet er der et nadvermaleri, signeret H.C. Wilrich 1695, i postamentfeltet bønnen i Gethsemane og i topfeltet kors- bæringen, som er udført efter et stik af den flamske maler Marten de Vos.Kirkens tidligere, fra Sct. Nicolai kirke overførte, sengotiske skabstavle fra omkring 1475, kom ca. 1700 til Fahretoft kirke syd for den nuværende grænse.

Døbefont

Døbefontens ottekantede kumme er af sort marmor og formodentlig indført, ligesom andre af egnens fonte, fra Namur i Belgien. Den må antages at være fra omkring 1350 og prydes af fire mandshoveder; kummen hviler på en renæssancefod af gullig sandsten, der antagelig er anskaffet 1619 sammen med fontehimlen. Fontehimlen, der bærer det reliefskårne årstal 1619, er et renæssancearbejde i slægt med lektoriet og antagelig som det fra et Tønderværksted. Himlen er dannet som en lanterne med rigt udskåret baldakin, der bæres af dydehermer. Inde i lanternen under baldakinen ses Jesu dåb; nederst står musicerende små engle, imellem disse er der relieffer med scener fra Jesu liv.Indtil 1943 var fonten omgivet af en fontelukkelse fra 1650, denne flyttedes da til nordre sideskibs vestende. Fontelukkelsen består af et højt panel, der bærer korte balustre under en blomsterranke. 1943 rensedes lukkelsen og står nu med oprindelige farver og staffering. Muligvis er den skænket af brandenburgske officerer, som under krigen 1657-1660 måske har fået børn døbt i kirken, i hvert fald er der på fontelukkelsen bevaret - i mere eller mindre god stand - nogle få malede navne med våben og angivelse af rang i kurfyrstens regiment.

Prædikestolen

Prædikestolen er fra 1586 og overført fra Sct. Nicolai kirke, skænket til kirken af Andreas Karstensen og Ingeborg Andreses. I sin oprindelige skikkelse havde den kun syv fag med reliefskårne fremstillinger i storfelterne af bebudelsen, Kristi fødsel og dåb, korsfæstelsen, opstandelsen, himmelfarten og dommedag. Ved flytningen til Kristkirken tilføjedes syndefaldet og i 1663 prædikestolens himmel, opgang og et fag med gengivelsen af pinseunderet. Giveren var borgmester Hinrich von Hatten, hvis våben sammen med hans første og anden hustrus ses foroven på himlen. Prædikestolen, der sikkert er et lokalt renæssancearbejde, har sit forbillede i lübeckeren Hinrich Mattes' stol i Sct. Nicolai kirke i Flensborg. Med denne stol fastlagdes en prædikestolstype, der under betegnelsen Tønderstolen gik sin sejrsgang over hele det gamle Tønder amt og store dele af landsdelen. Ændringerne foretaget 1663 - berettes der om på tysk på en træplade ophængt vest for prædikestolen.

Lektoriet

I midterskibets østlige fag tværs over korbuen står et såkaldt lektorium fra 1623 udført af snedker Peter Petersen og maleren Hans Schmidt, begge boende i Tønder. Dets placering mellem koret og skibet er yderligere med til at pointere, at man længe efter reformationen i 1536 opretholdt katolikkernes skarpe adskillelse mellem gejstlighed og menighed. Oprindelig har der mellem de korintiske søjler, som lektoriet hviler på, været et gitter. Der har sikkert også været én eller flere læsepulte, hvorfra teksten oplæstes, når præsten var forhindret. Skønt barokken nogle år før havde holdt sit indtog i kirken, er lektoriet holdt i »gammeldags« renæssance. Forsiden er prydet med 18 billedfelter med scener fra Evas skabelse til dommedag, mens bagsiden viser 12 kvindeskikkelser symboliserende dyder og årstider. Under forsidens billedfelter læses navnene på de Tønderborgere, der har skænket dem.Lektoriet har også tjent som sangerpulpitur for latinskoleelevernes morgen- og eftermiddagssang, omfattende Davidssalmer, skriftlæsning og salmer fra salmebogen. Indskårne navne og årstal, det sidste 1795 viser, at denne tidesang fandt sted til omkring 1800.

Orgel og orgelpulpitur

Kristkirken fik sit første orgel 1596 hos Mathias Malin i Buxtehude. Størstedelen af pulpiturerne og orgelkonstruktionen hidrører imidlertid fra en ombygning i 1630, og fem år senere leveredes de ni topfigurer. I 1701 ændrede Peter Petersen, den yngste af billedskærerdy-nastiet Petersen, facadens senrenæssancedekoration til barokudsmykning med store akantusblade. Den nyeste udsmykning er Christian X´s monogram, som i 1945 afløste den tyske kejser Wilhelm II's. Orgelværker er gennem årene ombygget mangfoldige gange, indtil det 1946 erstattedes af et nyt, leveret af Th. Frobenius & Sønner, København. Samtidig blev facaden istandsat og mange farvelag fjernet, herved afdækkedes stafferingen og malerierne i pulpiturernes felter. De bedste og mest livfulde af malerierne, Frelseren og apostlenes er ligesom stafferingen fra 1653, mens de langt stivere figurer, der symboliserer sanserne, må antages at være en snes år ældre.

 

 

Epitafier

Bortset fra lektoriet er det dog næppe disse liturgiske brugsting, der falder mest i øjnene, - men de 14 mindetavler - de såkaldte epitafier. Gennem mere end 100 år har Tønders velstående borgerskab opsat epitafier i kirken. Derved gives mulighed for at følge epitafiets udvikling gennem disse år fra højrenæssance over bruskbarok og til den svulmende akantusbarok. Her skal der kun gives en kort stil-, kunst- og personalhistorisk indføring til det enkelte epitafium:- Kirkens ældste epitafium, overført fra den gamle kirke, hvordet var opsat af borgmester Carsten Andersen (død 1578). Epitafiet (højrenæssance) mangler både sine oprindelige vinger og hængestykker.- Epitafiet over Thomas Andersen, bror til ovennævnte, og hustru. Th. Andersen var ikke borgmester, som det fremgår af epitafiets sekundære indskrift, men rådmand. Også dette har muligvis hængt i den gamle kirke, idet rådmanden døde 1588. Her har epitafiet bevaret hele sin opbygning, hvorimod storfeltsmaleriet, stafferingen og indskriften er fra 1753.- Et fornemt Flensborg-arbejde med alle højrenæssancens karakteristika, opsat af borgmester Carsten Andersens søn, rådmand Andreas Karstensen (prædikestolens giver). Opsat 1608.- Rådmand Henrich Willems epitafium fra 1609. Størst interesse har epitafiets to malerier, udført af Flensborgmaleren Johannes von Enum.- Epitafiet i »Flensborgsk stil«, over rådmand Lübbert Wijdow, død 1628, men epitafiet er sikkert opsat før hans død, omkring 1610-1620.- Renæssancens stiltræk er endnu bevaret i rektor og organist Lorentius Thomæus' epitafium fra omkring 1620. Den lange latinske indskrift i storfeltet fortæller om hans liv på jorden og hans bøn til det hinsides.- Med dette epitafium fra 1619 over rådmand Lorents Petersen gør bruskbarokken sit indtog i kirken. Renæssancens arkitektoniske opbygning bevares, men udsmykningen er barok.- Begravelsestavlen for Thomas Andersen (se epitafium nr. 9) fra 1626 viser helt barokkens elementer og peger igen tilbage på senrenæssancen.- Kirkens mindste epitafium fra 1651 over rådmand Berendt de Behr, der også har skænket en af kirkens smukke lysekroner.- Med rådmand Christian Thomsens epitafium fra 1654 har den fuldt udviklede bruskbarok fundet sit udtryk i epitafierne. I storfeltets maleri ses rådmanden og hans hustru sammen med to voksne døtre, tre drenge, en lille pige og et dødt svøbelsesbarn.- I rådmand Berendt Ubbings epitafium fra 1655 er renæssanceopbygningen erstattet med et pæreformet storfelt. Epitafiet vrimler med bruskornamenter, barokengle med lidelsesredskaber og vrængmasker dette barokkens så gådefulde ornament.- Amtsskriver Lucas Preuss' epitafium bærer årstallet 1665, og er dermed først opsat 33 år efter hans død. Et ovalt midterbillede omkranses af 11, ligeledes ovale, brystbilleder af familiens medlemmer, det hele holdt sammen af den bruskbarokke ornamentik. Epitafiet er stort anlagt, men hører absolut ikke til kirkens bedste.- Trods sine endnu umiskendelige bruskbarokke træk peger borgmester Lucas Ambders epitafium fra 1686 frem mod den stil, der blomstrede i tiden omkring 1700 akantusbarokken. Storfeltets maleri, Fremstillingen i templet, er kirkens fornemste, ja et af landsdelens mest storladne epitafiemalerier. Man har gættet på Rubens eller en af hans elever som ophavsmand, men billedets oprindelse er ganske usikker.- Kirkens yngste og største epitafium over amtsskriver og overinspektør Nicolai Tych fra 1695, svarer i komposition med 11 familieportrætter omkring et ovalt midterbillede nøje til Lucas Preuss' epitafium, men akantusbarokkens bladornamentik har her knyttet epitafiets dele sammen til en storslået helhed, som Preuss-epitafiet helt mangler. Epitafiet er samtidig med altertavlen og som denne udgået fra det Peter Petersenske værksted.Det må antages, at de fleste epitafier i det store og hele er udgået fra henholdsvis Flensborgske værksteder, herunder Hinrich Ringerincks billedskærerværksted, og det Peter Petersenske værksted i Tønder.

Magistratstol

Stoleværket er fornyet i 1894, dog er der fra det første stolesæt bevaret 11 reliefprydede gavle øverst i kirken for prominente personer såkaldte »Magistratsstole«. Over de tre par af disse gavle er der smukke smedejernsbuer fra 1600-tallet. Endvidere er der i sideskibene - og mod disse - bevaret 34 gavle fra kirkens ældste stoleværk. De nye stolegavle fra 1894 er efterligninger af de gamle. I 1894 blev en række lukkede herskabsstole langs kirkens vægge og hængende på midterskibets piller fjernet sammen med det gamle stoleværk.

Præstetavlen

På den vestlige arkadepille i syd mod midterskibet hænger en stor fornem præstetavle med navnene på de første præster efter reformationen. Tavlen er sandsynligvis skænket af Stephan Kenkel og hans søn Bernhard, der var kirkens præster samtidig fra 1686 - 1691. Øverst i den prægtige akantusbladramnie er et reliefskåret portræt af Luther under en krone støttet af engle, på kronen står den opstandne Kristus.I nordre sideskib hænger et maleri af »salmedigteren Hans Adolph Brorson... Tredie og dansk præst i Tønder 1729-1737 ... «. Billedet er en kopi fra 1923 ved Karl Jensen efter Johan Hórners maleri fra 1756 på Frederiksborg slot.

Kirke- og fattigblok

Indenfor kirkens vestdør står dels en kirkeblok, dels en fattigblok fra 1700 -tallet. Sidstnævnte var prydet med en nu stjålen træfigur af en liggende tigger kun iført et lændeklæde. Blokkene stod tidligere ved den nu tilmurede (1894) syddør.Til hver af disse blokke hører en klingpung, som er bevaret, og som er skænket 1697 af henholdsvis Lorens Andressen og Marin Lorenssen.

Knæleskamler

Først i 1860 fik kirken sit første fælles knæfald. Indtil da anvendtes to énmands-knæleskamler. Oprindeligt stod skamlerne placeret retvinklet ud fra alterbordets nord- og sydside og med ryglænene vendt mod hinanden. Ved nordskarnlen modtog én kommunikant ad gangen »brødet« fra patenen (oblatdisken), hvorefter den pågældende gik bag om alteret for ved sydskamlen igen knælende at modtage vinen fra fælleskalken. De to i dag gråmalede og rigt forgyldte Louis Seize-skamler bærer årstallet 1794.

Kricifikser

Fra den gamle Sct. Nicolai kirke stammer også kirkens tre krucifikser. Et stort gotisk korbuekrucifiks er fra omkring 1350. Et andet fra omkring 1425-1450, muligvis et processionskrucifiks med en 44 cm høj figur, er ophængt ved sakristiets dør. Kirkens tredie krucifiks med en 88 cm høj figur er sengotisk fra begyndelsen af 1500-tallet og ophængt ved døbefonten.

Lysekroner

Også kirkens lysekroner og lysarme har krav på opmærksomhed. Kirkens ældste lysekrone fra 1594 er en pragtfuld renæssancekrone, der hænger i tårnrummet, skænket af Behrendt Münden. I skibets statelige række af barokkroner med de elegant svungne arme omkring de tunge hængekugler har datidens gørtlere fornemt givet udtryk for deres kunnen. De fire kroner er skænket af henholdsvis: Behrent de Behr 1622 med en bjørn som topfigur, Hans Thomsen 1650 med en engel, Claus Hansen Lautrup 1651 med en kriger og Hans Nummesen 1654 med byens skib på toppen. Endelig har en ukendt velgører 1664 ladet opsætte den smukke lysearm ud for fonten, og på dens stenplade meddeles, at han samtidig har skænket 150 mark Iübsk til et lyslegat.Det ene par alterstager er formodentlig samtidig med kirken, det andet fra sidste halvdel af 1600-tallet.

Ligbårer

I tårnrummet er der to ligbårer, den ældste er fra 1696. Båren er stigeformet, hvilende på fire puttiformede ben, der omgives af storakantus og sammenholdes parvis af store englehoveder. Efter al sandsynlighed er båren fremstillet i det Peter Petersenske værksted. Den anden, noget senere, båre fra 1772 er fremstillet med den første som forbillede, men større og langt rigere i sin udførelse. På den ene langbjælke er der en reliefskåret indskrift: »Des nordvesten Todten Gelages Leichen-Bahre«. Dens brogede staffering kan føres tilbage til 1784.

Mindetavler

I tårnrummet findes en række mindetavler over menighedens faldne i krigene. Den ældste tavle er over de faldne i de slesvigske krige i 1848-1850 og 1864, samt de faldne i den fransk-tyske krig i 1870-1871. I 1920 blev der ophængt otte mindetavler over de i verdenskrigen 1914-1918 faldne. De er udført efter tegning af regeringsbygmester Eggeling. Senest tilkommet er tavlen over ofrene fra besættelsesårene 1940-1945.

Knæleskamler

Først i 1860 fik kirken sit første fælles knæfald. Indtil da anvendtes to énmands-knæleskamler. Oprindeligt stod skamlerne placeret retvinklet ud fra alterbordets nord- og sydside og med ryglænene vendt mod hinanden. Ved nordskarnlen modtog én kommunikant ad gangen »brødet« fra patenen (oblatdisken), hvorefter den pågældende gik bag om alteret for ved sydskamlen igen knælende at modtage vinen fra fælleskalken. De to i dag gråmalede og rigt forgyldte Louis Seize-skamler bærer årstallet 1794.

Gravminder

Foruden de to allerede nævnte gravkapeller har der næsten overalt under gulvet været begravelser, indtil gravene, der endnu ikke var sløjfet, blev nedlagt i 1893-1894. Døren til det Tychske kapel på korets nordside er dog bevaret. Den er indrammet af storbladet akantus, opført i 1687.På kirkens gravsten genfinder vi naturligt nok navne fra det samme borgeraristokrati som på epitafierne. Desværre har de mange år i gulvet slidt stærkt på kalkstenen og gjort tydningen af indskrifterne vanskelig. De fleste gravsten er som epitafierne af meget høj kvalitet, og det fint udførte arbejde tyder på, at de fleste er udgået fra de Flensborgske stenhuggerværksteder.Kun to af de mange gravsten skal nævnes her. De er begge indmuret i søndre sideskibs østmur og bemærkelsesværdige, fordi de er meget smukt udført og velbevarede. Den ene er fra 1770erne og lagt over Jacob Richtsen og hustru. Dødsår er aldrig indføjet. På den anden fra omkring 1746 over Johann Mundt og hustru ses et vinfad omgivet af en vinranke med drueklaser. Stenen har med sine verdslige motiver nærmest ligget som en reklame for familiens vinhandel.

Tekst: Ingolf Haase/Lokalhistorisk Arkiv

Foto: Hans Chr. Gabelgaard og Jens Elkjær Petersen

Kilder: Axel Bolvig m.fl.:148 danske bykirker, 1974

Erik Moltke & Elna Møller:Danmarks kirker, bd. XXI. Tønder Amt, 1957

Ingolf Haase (red.):Kristkirken 1592-1992, 1992.    

cookie information